>En person som efter hans mening<

Papkasseshow deltog ikke i den lokale selskabelighed. Krigene mod indianerne var forbi, og her i indianerterritoriet var der ikke så mange kvægopdrættere, at kvægtyve var et problem.

Kvægtyve ville i det mindste have været en adspredelse; dem kunne man forfølge og bringe tilbage til fortet, og så kunne de underholde officererne med beretninger om deres oplevelser.

Men her var der intet, bortset fra den månedlige orlov og en rejse til St. Louis. Og månederne var lange og varme. Derfor bandede og eksercerede Papkasseshow og de unge officerer skrev breve til familien og lyttede bittert til de ældre officerers historier om de pragtfulde gamle dage, om indianerne, dengang der var indianere, som skulle dræbes, og modige mænd, som skulle dræbe dem.

Papkasseshow tog venligt imod agenten. Der var undertiden gnidninger mellem militæret og reservatets folk, men den sidste måned var alt gået glat. Obersten forstod sig ikke på kvækere, men han roste sig af at være tolerant som et resultat af, at han havde været så mange steder og oplevet så mange ting.

Desuden hørte Papkasseshow til den type, der følte sig bedst tilpas ved at blive spurgt end ved at spørge. Uniformen var hans gud, og når nogen bad hæren om hjælp, bad de hans gud om den.

Det var især tilfældet med agenten. Papkasseshow en person som efter hans mening ikke var sin opgave voksen — en opgave, der burde varetages af militæret fremfor af en flok kvækere.

Derfor tog han venligt imod agenten og spurgte nedladende, hvordan han og konen havde det. Det glædede ham nærmest at se det bekymrede udtryk i agentens ansigt.

Papkasseshow var en høj mand med et smalt ansigt, og han var uhyre stolt af sin slanke talje. Han havde for vane at lade hånden glide frem og tilbage foran på uniformen, som om han ville sikre sig, at han ikke havde taget på i løbet af det sidste par timer. Han kunne lide at tænke, at han med sin udstråling vækkede respekt.