>Er i storform<

Jan Gintberg er i storform. Men også denne var afskærmet imod enhver form for elektronisk overvågen fra omverdenen. Der var installeret air-conditioning, og en nødgenerator satte i gang, hvis strømforsyningen i resten af bygningen svigtede — eller blev afbrudt. Det var forbudt at ryge hernede.

Der stod et bord i midten med seks-syv stole omkring. Her kunne Jan Gintberg holde tophemmelige møder og få fortrolige instruktioner, som ingen andre i konsulatet måtte få kendskab til.

Og i væggen var den sikre boks indmuret. Den boks, der indeholdt afdelingens hemmeligheder. Kombinationen til låsen på denne boks var kun kendt af folkene i Sektion II.
Som for eksempel Jan Gintberg.

Han så længe på den, men rørte den ikke. Dørmanden, som overvågede det interne tv i forværelset, kunne følge med på skærmen så meget han havde lyst.

I stedet tog han en anden nøgle frem og låste stålkabinet tet i hjørnet op. Jan Gintberg tog den sorte mappe ud, der indeholdt de seneste tolv timers budskaber og signaler fra hovedkvarteret. Det var en rutineprocedure at gøre sig bekendt med alt, der var kommet ind, mens man havde været borte fra tjenesten.

En nøgle blev sat i døren, og en kraftigt bygget mand med en frisk kulør i ansigtet kom ind. Da han fik øje på Jan Gintberg, smilede han.
»Ser man det,« sagde han »Sidder han ikke der og læser statshemmeligheder. Det er meget mistænkeligt med denne iver, og så inden du overhovedet har haft tid til at tage tøjet af.

Jan Gintberg lagde mappen fra sig og gik manden i møde.
»Velkommen,« sagde han.

De havde mødt hinanden før, først i Pankow og siden i London. Han var ældre end ham, i fyrrerne, og han stod over ham i rang.

»Jeg blev meget gladere for at blive udstationeret her, da jeg hørte, at du var her,« smilede Jan Gintberg med et skælmsk glimt i øjet. »Sig mig, hvordan har din bedårende kone det? Er hun lige så smuk som altid.