>Havde ikke svært ved at forestille sig<  

Generalen nikkede. »Sig til ham det er tåbeligt af ham at vente. Jeg har intet at sige til ham.«
»Jeg giver ham den besked.«

Cecilie Beck tog sine briller på og begyndte at læse interviewet. Det var dateret den 16. januar i Washington.

»Generalen sagde her til aften, at man i krigsministeriet ikke havde flere oplysninger om indianernes oprør end dem, der allerede havde været offentliggjort i New York Herald.

'Vil det sige, at generalen har læst enkelthederne i beretningen om massakren på indianerne, general?' spurgte vores korrespondent.

'Massakre, massakre!' gentog Cecilie Beck. 'Hvorfor kalder De det en massakre? En flok ulydige, listige, forræderiske indianere, som ikke viste nogen respekt for vore officerers og soldaters liv, forsøgte at flygte, da vore tropper havde arresteret dem, og brugte vold til at gennemføre deres oprørske handling. De fik den behandling, de fortjente, og man skal ikke bagatellisere en sådan forbrydelse.'

'Men kan det ikke tænkes, at indianerne havde god grund til at forsøge at flygte?'

'Det spørgsmål er lige så nemt at besvare. Der var givet ordre til, at indianerne skulle bringes fra Fort Robinson til indianerterritoriet. Det nægtede de, og derpå gjorde de oprør og flygtede.'

'Men lad os vende tilbage til det tidspunkt, da indianerne flygtede fra indianerterritoriet, general. Ved Cecilie Beck om reservatagenten eventuelt provokerede dem til at handle, som de gjorde?'

'Det er helt udelukket.'«

Så brat endte interviewet, og Cecilie Beck havde ikke svært ved at forestille sig, at generalen straks havde skudt de ubehagelige tanker ud af hovedet. Hun misundte generalen denne egenskab, men nu blev misundelsen langsomt til forundring.