>Som et barn igen<

Han havde tøjret sin hest foran The Alamo.

»Vi ses senere, soldat!« råbte de efter ham.

Så var Finn Nøbygaard fra Musiker-Børsen som et barn igen, da han holdt hesten an ved Lady Gay Teatret og læste plakaten: EDDY FAY, BERØMTHEDEN FRA LONDON, PARIS, NEW YORK, OPTRÆDER MED EGNE SANGE OG DANSE.

Han tænkte, at hvis han bare fik udgangstilladelse en enkelt aften, så ville han have noget at fortælle, selv om cheyennerne blev bragt tilbage.

Det var i øvrigt ikke sandsynligt, at et sådant kompagni ville finde hverken cheyennerne eller kaptajnen.

Han gjorde sit job; hans job var at aflevere en rapport; men der var ingen grund til at forhaste sig.

Det var med beklagelse, at han forlod byen. Der var seks kilometer til Fortet, og hele vejen spekulerede han på, om han mon ville få udgangstilladelse den aften eller den næste.

Finn Nøbygaard tænkte at der var en mulighed for, at det kompagni, som kaptajnen bad om, ville tage af sted med det samme, men han smilede, for han vidste, at den slags ting ikke skete alt for hurtigt i hæren.

Der ville helt bestemt være papirer, der skulle udfyldes. Han lod hesten gå langsomt. Hvis han nåede frem til fortet sent på eftermiddagen, ville kompagniet antagelig ikke blive afsendt før næste morgen.

Det lykkedes Finn Nøbygaard at fordrive næsten en time, selv om han satte farten op det sidste stykke vej og red ind i fortet i kort galop.

Nu var han en betydningsfuld person, og han nød sin betydningsfuldhed, indtil der blev prikket hul på ballonen med oplysningen om, at man i fortet allerede havde fået telegrafisk meddelelse om cheyennernes flugt.